Menu.

 

 

 

 

 

Webmaster.

Jørn Jørgensen.

 

 

      Seniorværkstedernes historie.

 

    

I slutningen af 1988 ønskede folketinget at styrke seniorpolitikken ved at etablere væresteder for pensionister på landsplan. I 1993 var daværende socialminister Karen Jespersen i Svendborg og holdt tale på Torvet om emnet. Der fulgte penge med fra staten til etablering af væresteder for pensionister.

En gruppe af pensionerede håndværkere, som trængte til at have noget ”at rive i”, henvendte sig herefter til Svendborg kommune for at høre, om det var muligt at oprette et seniorværksted i byen.

I Vestergade nr. 32G , mellem Renseriet og Aldi, lå der en barak, som blev brugt til opbevaring af pleje- og legeredskaber. Her var nogle rum ledige, som blev stillet til rådighed for pensionisterne.

Der var ikke megen plads, men alle var glade for at kunne starte noget, men man manglede alt. Der blev oprettet et arbejdshold på ca. 12 m/k, som tog sig af istandsættelse af de rum, man havde fået stillet til rådighed. En anden gruppe brugte deres netværk i Svendborg til at besøge virksomheder for indsamling af brugte men brugbare maskiner, værktøj og inventar.

Fritidskonsulenterne Hanne Justi og Henrik Ingemann var kontakten til kommunen og de var meget behjælpelige med materialer og inventar og overalt mødtes man af stor velvilje.

 

Den 22. februar 1995 blev Seniorværkstederne åbnet af kulturformanden i kommunen og den 23. februar blev der afholdt stiftende generalforsamling. 50 personer m/k var mødt op.

Formand blev: Poul Erik Lundsgård. Kontingent fastsat til 100 kr. pr. år.

Foreningens medlemmer startede med at reparere kommunes hjælpemidler for et godt naboskab.

Gruppen var mest mænd med en håndværksmæssig baggrund og enkelte koner, som selv arbejdede med bl.a. stenslibning.

 

Første Åbent Hus den 11. dec. 1996 kl. 9,30. Medlemmerne har pligt til at bære navneskilt. Ved udgangen af 1996 er der 66 medlemmer. Allerede i april 1996 søger man om mere plads og vil søge om tilladelse til at bygge til bestående garage mod Dronningemaen. Formand Poul Erik Lundsgård vil søge at skaffe penge til projektet. Der findes penge og Erling Hedegård laver skuret færdig inden sommerferien i 1999. Tilbygningen bruges til essen, en trailer og haveredskaber.

Der søges flittig hos fonde og pengeinstitutter om midler til flere og bedre maskiner.

Til Gl. Torvedag 1999 deltager Seniorværkstederne med både snedkertelt og smedetelt.

Der er indbrud i Seniorværkstedernes lokaler 2 gange i 1999, der tages penge i ølkassen og ødelægges døre og vinduer. Man ansøger kommunen om at få et græsareal bag bygningen til parkeringsplads. Medlemstallet 31.12.1999 er 88 personer.

 

I marts 2000 stoppede Poul Erik Lundsgård som formand. Den 10. marts 2000 blev der holdt konstituerende møde, hvor Ivar Schytt-Nielsen blev valgt som ny formand.

Indbrud natten til 6. marts og igen natten til 7. marts, stjålet øl + flasker værdi 940 kr.

Der opføres et skillerum ind til dagplejen, så deres lager holdes støvfrit. Tilladelse til P-plads.

Kontingentet hæves til 125 kr. 17.01.2001.

 

Seniorværkstedernes formål er:

·          At samle pensionister og efterlønnere m/k til et aktivt samvær.

·          At udvikle, tilbyde og arbejde med aktiviteter af forskellig art, tilpasset så alle kan være med.

·          At holde sociale fællesarrangementer.

 

Bag Aldi lå VUC, som fik brug for at udvide. Barakken med værkstedet skulle rives ned og Seniorværkstedet blev sagt op i 2003.

Chefen for fritidsafdelingen Peter Larsen og ældrekonsulent Birgit Pedersen fra kommunen var begge opsat på at finde et nyt tilholdssted for foreningen. Man var rundt og se på forskellige muligheder og valget faldt på nogle store lokaler i den tidligere konservesfabrik i industrikvarteret på Ndr. Ringvej 18. Nogle medlemmer mente, det var alt for langt uden for byen, men formanden Ivar Schytt- Nielsen fastholdt, at der skulle det være.

Rummene havde ikke været i brug i længere tid, der var rør alle vegne fra konservesfabrikkens tid, så der forestod et større istandsættelsesarbejde. Den gamle varmecentral skulle rives ned, inden der kunne indrettes opholdsrum, snedkerværksted og maskinværksted med tilhørende svejserum. Ligeledes blev der opført en knast på bygningen til pauserum/rygerum, kaldet ølstuen. Dette store arbejde med sænkning af lofter og nye skillerum, blev udført af foreningens medlemmer, der trods alder virkelig sled i det for at få et stort og velfungerende værksted at være i. Materialer blev betalt af dels bygningens ejer og dels Svendborg kommune.

 

I efteråret 2004 blev de nye lokaler på Ndr. Ringvej sat i stand. 20.10.2004 er der 114 medlemmer.

Det lykkedes at blive næsten færdig til generalforsamlingen 25. februar 2005. Man havde nu 326 m2 til rådighed.

Foreningen havde nu eksisteret i 10 år, dette blev fejret i Skallen.

Den 27. maj 2005 blev der holdt åbent hus for at vise de nye lokaler på Ndr. Ringvej frem for alle interesserede.

 

Med den større plads foreningen nu havde til rådighed, fik man også en større husleje, så man blev enige om at indrette et rum til damer, der gerne ville være kreative og have et socialt fællesskab. Et stort lyst rum med dør ind fra snedkeriet blev damernes og møbelpolsterens. Man havde fået overskydende skoleborde og stole fra kommunens depotrum, disse blev sat sammen og i løbet af kort tid var damerne i gang med blomsterdekoration, arbejde i ler, maleri og kort og papirfremstilling. Nogen havde arbejdet med det i årevis og stillede sig til rådighed som hjælper for nybegyndere. Det gik strygende, medlemstallet steg stødt i de følgende år. Både mænd og damer meldte sig ind i foreningen.

IT blev hurtigt efterspurgt blandt medlemmerne. At lære at betjene en computer, at søge på internettet, at skrive og modtage mails fra familie og venner. Vi fik foræret nogle få brugte computere med tilhørende store skærme og indrettede et lille EDB rum med en enkelt lærer. Søgningen var stor, så flere undervisere måtte findes. Man ønskede også at lære digital billedbehandling, da flere og flere fik et lille digitalt kamera og gerne ville lære at håndtere deres foto på computeren. Mange fik en brugt computer af deres børn og ville lære at bruge den.

 

Damernes rum var meget koldt med utætte vinduer og derfor dyrt at varme op. Loftet blev isoleret, gulvet fik isolering og klikgulv og vinduerne en plexiglasplade, det sparede på varmeblæseren.

Vi prøvede at leje et ekstra rum til lerdamerne i den store tilstødende fabrikshal, men dels blev rummet brugt for lidt og dels var det alt for dyrt at varme op, så det blev opsagt igen til udgangen af 2005.

Bestyrelsen blev i 2005 opmærksom på at tegne en arbejdsskadeforsikring, brandforsikring og vandskadeforsikring hos Alm. Brand, da vi efterhånden rådede over mange værdier, som vi naturligt skulle sikre.

Vi havde stor medlemstilgang og fik derfor for lidt plads både i damernes rum og computerrum. Vi fik mulighed for 1. september 2005 at leje endnu et rum på 120 m2 tæt på de øvrige og vore flittige medlemmer gik igen i gang. Der skulle sænkes loft, sættes radiatorer op, lægges gulv og males vægge. Dette nye rum blev damernes tilholdssted. IT afdelingen ønskede herefter at overtage damernes fraflyttede rum og møbelpolsteren ville gerne have et rum for sig selv, så han flyttede i det tidligere IT rum. Alle fik mere plads og mændene mere arbejde.

At flytte et IT rum med alle deres ledninger og internetforbindelser og skabe 10 nye siddepladser i undervisningslokalet krævede igen en indsats. Ligeledes skulle der være tekøkken med vask og varmt vand til pausen. De gamle computere er for langsomme til internettet og med forskellige styreprogrammer, så nye computere ønskes.

Igen holdt vi åbent hus den 9. september 2006 med omtale i Impulser og Fyns Amts Avis. Vores nyistandsatte lokaler blev færdige til denne dag. Vi fik mange gæster og mange nye medlemmer.

I 2006 gav Svendborg Sparekasse 3.000 kr. til kontorstole i EDB rum. I oktober 2006 var vi på loppemarked hos 3F, hvor vi købte stort spisebord og 14 stole, 3 større borde, en reol og en masse understel til borde samt lysarmaturer. Det store bord og stole var til kantinehjørnet i IT rummet. Vi har hele tiden sparet på pengene og langsomt forbedret forholdene på Seniorværkstedet.

 

Formand Ivar Schytt-Nielsen spurgte på et bestyrelsesmøde om vi ikke skulle oprette en musikafdeling. Selv havde han en harmonika og ville gerne spille sammen med andre.

Vi blev enige om at prøve. Damernes lokale var ledigt hver fredag og hver eftermiddag. Der kom annonce i avisen og det viste sig hurtigt, at der var mange seniorer, der gerne ville have nogen at spille sammen med. Snart havde vi 2 musikgrupper, der øvede og hyggede sig, og til vore arrangementer fik vi nu levende musik. Et stort aktiv for foreningen. Vi begyndte også at holde en danseaften med spisning først i Egense forsamlingshus og senere i Tved forsamlingshus, hvor forholdene er meget bedre. Der indkøbes i 2006 et brugt musikanlæg af god kvalitet med medhørshøjtalere. Værkstedet får en industristøvsuger.

Medlemstallet var ved udgangen af 2006 på 163.

 

Der bliver indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 8. januar 2007. Dagsorden: kontingentstørrelsen. I 2006 havde vi på generalforsamlingen besluttet at hæve kontingent fra 200 til 300 kr. Bestyrelsen mente ikke, at der ville være penge nok i kassen med forøget husleje og vore investeringsønsker. Det vedtages, at kontingent for 2007 skal være 400 kr.

På den ordinære generalforsamling 28. februar 2007 får vi ny formand, idet næstformand Rasmus Vej lader sig vælge til ny formand. Rasmus Vej er tidligere tømrermester og han har organiseret og deltaget aktivt i vore ombygninger og forbedringer. Ivar Schytt-Nielsen ønsker at hellige sig musikken efter 7 års arbejde som formand. Ivar bliver udnævnt til æresmedlem på generalforsamlingen.

I foråret 2007 fik vi 10.000 kr. fra Nordea fonden til båndsav, stiksav og boremaskine.

Foreningen præsenterer sig også på Gammel Torvedag 2. august 2007, hvor der både vises gamle håndværk frem og musikken spiller og det trækker folk til. Vi holder åbent hus 8. september 2007 og har flere nye ting på programmet. 60 nye medlemmer kom til den dag.

Poul Larsen tilbyder at undervise i trædrejning, P.O. Nielsen vil undervise i slægtsforskning og Frank Lerbæk vil undervise i billedbehandling.

Der tilbydes gratis undervisning i førstehjælp i november måned af beredskabschef Knud Otto Vestergård på Brandskolen på Pouls Smedsvej. Der undervises to hold over 2 dage.

Velux-Fonden giver i november 2007 positivt svar på ansøgning om fladskærme, vi får 20.000 kr. til 11 stk. 22”fladskærme. Det gav et stort løft i rummet og mere plads på bordene. IT rummet får også projektor, så alle kan følge underviserens bevægelser på computerskærmen.

Efterhånden som vi er blevet så mange medlemmer, er der folk alle vegne og ikke et roligt sted at holde bestyrelsesmøde. Ligeledes deler vi 2 toiletter med virksomhederne i lokalerne ved siden af vores. Vi ønsker os bedre forhold, men der er ikke ledige lokaler tæt på. Rasmus udarbejder et skitseforslag til udvidelse af vore lokaler med en indskudt etage over vores lagerrum med en trappe op udenfor møbelpolsterens rum. Vi taler med udlejer og kommunen om vilkår og finansiering og får tilsagn om 20 års lejekontrakt hos udlejer.

Ved udgangen af 2007 er vi 262 medlemmer. Vi indretter midlertidigt kontor i møbelpolsterens rum, hvor kontorcomputeren står, der skal holdes styr på deltagerne til 9 IT hold og skrives navneskilte ud året igennem. Rummet er for lille til bestyrelsesmøder, der holdes om eftermiddagen, når der er ledig plads.

 

 

I 2008 er årskontingentet stadig 400 kr. Vi er så mange betalende medlemmer, at vi ikke behøver at hæve kontingentet yderligere.

I begyndelsen af året får musikken brug for en mixerpult, de har hidtid anvendt en privat, der nu er gået i stykker. Markedet undersøges, det koster 18.000 kr. at indkøbe en sådan, heldigvis har musikken bidraget til kassen ved at spille honorar hjem ved flere lejligheder.

Vi har ud over danseaften også programsat en sangaften både forår og efterår. Arne Rasmussen spiller på harmonika, der er lavet sanghæfter, så alle kan synge med på de kendte sange. Det er rigtig hyggeligt med fint fremmøde. Festudvalget står for kaffe og kage samt salg af øl og vand.

 

I februar får vi 4.000 kr. af Svendborg Sparekasses fond, vi havde søgt hjælp til en ny metaldrejebænk. Den gamle brød ned med bøjet aksel og smadret tandhjul. Vi fik den gratis repareret på Åge Madsens maskinværksted. Vi søgte også Andelskassen i Stenstrup om penge til ny kontorcomputer og kontormøbler, vi fik 3.000 kr. Vi havde en forespørgsel ude hos Simac Maskinmesterskole, om de havde overskydende materiel. Vi var så heldige at få foræret en metaldrejebænk, som vi så stærkt ønskede os samt en koldsav og en skruestik. Hvor var det dejligt at blive betænkt med disse gode ting. Vi oplever gang på gang, at andre synes godt om vores koncept og gerne vil støtte det frivillige arbejde, der udføres.

 

3. juni 2008 får Seniorværkstedet besøg af kulturudvalget. Vi viste billeder af værkstedets tilblivelse og Rasmus Vej fortalte om vore aktiviteter og udviklingsforløb. Der blev vist rundt på de arbejdende værkstedet og musikken spillede i det kreative rum. Det var et godt møde.

Damerne ønsker sig hæve/sænkeborde, så bordhøjden kan indstilles efter behov. Det viser sig, at vi af og til kan få udtjente borde hos kommunen, hvor snedkerafdelingen så sætter ny bordplade på. Med så mange dygtige håndværkere kan meget lade sig gøre og forholdene forbedres uafladeligt.

 

Vi er også begyndt at få gæster andre stedet fra i landet. De har fundet os på internettet eller hørt om vores Seniorværksted og ønsker sig noget tilsvarende. Vi viser glad og gerne rundt, giver en kop kaffe og fortæller om vore aktiviteter og tilblivelse. Folk er altid begejstrede.

 

Kassereren søgte diverse Fonde for at foreningen kunne skaffe nye computere, der var hele tiden ønsker også fra værkstederne om bedre og måske nye maskiner.

 

IT underviser Jørn Jørgensen har påtaget sig opgaven som IT ansvarlig og han har lavet foreningens hjemmeside. I august måned blev der endelig råd til de længe ønskede 11 nye computere. Så stort et indkøb uden hjælp fra fonde er ikke hverdagskost, men det var nødvendigt før efterårets undervisning. Vi har nu byens bedst udstyrede IT undervisningslokale med nyeste styreprogram Windows Vista, fladskærme og projektor. Hvor er vi stolte.

 

Vi arbejder stadig på den indskudte etage for mere plads, men det trækker ud med endelige aftaler.

Ejeren af bygningerne har finanskrise.

Åbent hus i september med mange nye medlemmer, vi blev 90 flere i efteråret 2008. Vi er lidt bekymrede over så stor en tilgang. Kan vi være i lokalerne og kan vi integrere så mange nye på en gang? Mange nye er i IT afdelingen og der er frivillig underviser på i lokalet. Så det er en overskuelig afdeling at starte i. 2008 slutter med et medlemstal på 353 en fremgang på 100 personer på et år.

 

På generalforsamlingen i 2009 blev Marianne Bager valgt ind som ny sekretær. Marianne får fast kontortid hver tirsdag kl. 10-12 og styrer alle tilmeldinger til IT og ventelister andre steder i huset. Det er rigtig godt for foreningen med styring på disse ting. Der skal gives mange beskeder ang. starttidspunkter ved holdstart i januar og september. Vores næstformand Svend Erik Jørgensen har opgaven med navneskiltene, der udskrives hele året. Svend passer kontor fredag.

Foråret 2009 gav vore udvidelsesplaner en overraskende ny drejning. Massava Kemi, som var vor nærmeste nabo, opsagde pludselig sine lokaler og flyttede til industriområdet ved ringvejen.

Deres lokaler lå perfekt for os og var på 115 m2. Det vil være meget billigere at istandsætte disse lokaler end at indskyde en stage hos os selv.

Rasmus gik straks i gang med skitseblokken. Vi kan få det ønskede kontor, stort lokale til musikken og et ekstra kreativt lokale til damerne. Det ikke istandsatte lagerlokale, som hidtil har været brugt til gennemgangsrum skal også sættes i stand og her skal indrettes 2 toiletter.

 

Kontorstolene i IT rummet er begyndt at miste hjul, hvis man ikke sætter sig forsigtigt, en udskiftning er nødvendig, så 10 nye kontorstole indkøbes.

Seniorværkstedet har stor succes på Gl. Torvedag med musik og boder. Der vises håndværk frem, damer viser lertøj og smykkefremstilling. Igen en god dag med mange aktive.

Efteråret 2009 er bestyrelsen på sin første udflugt for at samle inspiration og få nye idéer til værkstederne. Vi besøger Lilleskov Teglværk ved Tommerup og Virkedal aktivitetscenter i Odense.

En spændende dag hvor vi fik mange indtryk med hjem, talte med andre frivillige, hørte hvordan de styrede deres foreninger, lærte noget om at lægge små sedler på bordene, så folk husker vore arrangementer m.m.

 

I efteråret 2009 går ejeren af ejendomskomplekset Volbrohus A/S konkurs, dette kommer ikke til at berøre os, vi har vores langtidslejekontrakt, og ejendommen vil blive solgt videre på et tidspunkt.

 

Medlemmerne blev inviteret på virksomhedsbesøg hos vores nabo i bygningen, Uson Plast A/S. Det var meget interessant at se, hvad der sker lige om hjørnet.

Den 1. september 2009 flyttede Masava kemi og vi kunne gå i gang med de nye lokaler. Deres kontor skulle også være vores kontor, men der skulle isoleres loft og males vægge og lægges tæppe på gulvet. De øvrige rum skulle ændres langt mere. I det kommende musikrum skulle væg rives ned, lofterne isoleres med træbetonplader, gulv støbes og belægges med klikplader.

Der indkøbes stole og nodestativer til musikerne, mødebord og stole til både kontor og musik findes brugte men flotte i et nedlagt kursussted. Kontoret får fint skrivebord, ny computer og laserprinter, så nu har Marianne og Svend arbejdsro samt plads til ringbind og øvrige udstyr og bestyrelsen har et dejligt mødelokale.

Det nye kreative rum er under renovering, der tilmures en port ud mod køregangen, den skal vi ikke bruge. Der bliver i stedet en dør mellem musikrum og kreativt rum. De flittige håndværkere har travlt, heldigvis melder folk sig frivilligt til at deltage i arbejdet. Eneste løn er en øl kl. 10,30. Det er fællesskabet, den gode stemning og glæden ved arbejdet, der driver folk.

 

Der købes en ovn til lerbrændring, et længe næret ønske fra denne afdeling, hvor arbejdsgruppen er stor. Ligeledes indkøbes en lille glasovn samt brugte maskiner til stenslibning, til nye aktiviteter, vi vil tilbyde vore medlemmer i det kommende år. Vi har fået nogle brugte hæve-sænke borde, som snedkerne vil sætte nye bordplader på, så de egner sig til vores brug.

 

Vi er blevet kontaktet af foreningen af Danske Radioamatører i Svendborg, de mangler klublokale og ville gerne indlemmes i vores forening, hvis der kan skaffes et lokale til dem og deres udstyr.

Ældrekonsulent Birgit Pedersen og Rasmus Vej ser på lokaler og aftaler nærmere. Det kan lade sig gøre, der findes et dobbeltlokale på køregangen tæt på vore øvrige lejede rum. Radiofolkene er yderst tilfredse med løsningen og vil selv sætte deres lokaler i stand i det nye år.

Inden udgangen af 2009 kan musiklokalet og kontor/mødelokale tages i brug. Vi er nu 380 medlemmer.

 

I januar 2010 har vi igen søgt Velux-Fonden om midler til nye stole i hele huset. Vi har hidtil haft brede og tunge brugte stabelstole, som var fine at starte med. Vi får 38.500 kr. til 70 nye sorte kvalitets stabelstole, som vi har ansøgt om og glæden er stor.

 

Foreningen er nu blevet så stor, så vi må have regler for rengøring, indkøb m.m. i huset. Flere hænder søges og findes. Alt arbejde udføres af medlemmerne selv, vi har ingen på lønningsliste.

Der er rengøringsartikler og støvsuger m.m. 4 steder på værkstederne. På træ- og metalværkstedet fejer man efter sig. I øvrige rum hænger en rengøringsliste, hvor brugerne efter tur rengør tekøkken og støvsuger og vasker gulv. Dette fungerer, så vi alle har et pænt og ordentligt aktivitetshus at færdes i.

Det nye kreative vådrum arbejdes der på samt lagerrummet, hvor 2 toiletter skal installeres. Loftet i lagerrummet skal sænkes, gulvet er ujævnt og i to niveau, det kan ikke ændres.

Der er indvielse af de nye rum den 17. maj, hvor kommunens folk er på besøg. Det er blevet rigtig godt, lyst og dejligt.

Radioamatørerne er i maj måned næsten færdige med deres rum.

Svejseværkstedet får andet svejseværk.

29. maj 2010 har malerpigerne udstilling og åbent hus. De deltager i projekt: Kend din by, hvor mange foreninger i Svendborg har åbnet dørene for besøgende. Det er mest malernes familie og venner, der finder vej.

 

Vi har af viceværten fået lov til at disponere over 30 m2 i kælderen, hvor vi sætter skillevægge op og kan have et aflåst depotrum. Vi har en del ting og materialer, der kun bruges sjældent og gerne må ligge afsides.

Gl. Torvedag i august forløber med vanlig aktivitet, musik, salg fra boderne og god stemning. Vi har en meget fin placering med Richardts Kød lige overfor. Der er borde og bænke til de spisende, så vi har masser af publikum.

 

Vores formand Rasmus Vej fylder 70 år den 17. august og bestyrelsen beslutter i den anledning at holde en reception, som en anerkendelse af Rasmus`store arbejdsindsats for Seniorværkstederne, for foreningens medlemmer samt venner af huset. 3 damer fra bestyrelsen smører sandwich i lange baner og vi har en velbesøgt reception og en overmåde glad formand.

 

2. september 2010 afholder kommunen stor messe i SG hallen under navnet: Spring på Seniortoget.

Der skal fremstilles en del ”tog” (boder, der ligner tog) Dette sker i kælderen til vores ejendomskompleks, som ikke er udlejet p.t. Seniorværkstedet bliver involveret i projektet, nogle af vores folk hjælper med arbejdet og især med opstillingen i SG hallen dagen før messen.

Vi har meget succes med vores boder. Vi har mange besøgende, deler mange brochurer ud og har en rigtig god dag. Messen er en succes for kommunen og de deltagende foreninger, der får sat ansigt på deres forening og alle får nye medlemmer. Til Seniorværkstedets åbent hus 11. september bliver vi nærmest bestormet af besøgende og får mange nye medlemmer på dagen. 71 nye medlemmer i september

Flere grupper ønsker at besøge os i efteråret 2010.

Den 8. september får vi besøg fra det nyoprettede Seniorværksted i Næstved, 32 personer kommer. Samme dag får vi besøg af 5 japanske plejehjemsledere, der ønsker at se aktivering af seniorer.

Alle bydes på kaffe og småkager og får rundvisning i vore forskellige afdelinger.

Lørdag den 18. september havde vi besøg af 50 personer fra Ishøj kommune, som så et næsten mennesketomt værksted og de var begejstrede.

Fredag den 29. okt. kom 47 personer, der arbejder som frivillige hjælpere på ældrecenteret Røjleparken i Næstved. De får kaffe og frokost fra Blomstercafeén og får lejlighed til at stille spørgsmål efter spisningen. Gæsterne medbragte symbolsk et træ med hjerteformede blade som gave, dette er plantet i stor murerbalje udenfor huset. Vi vil gerne have vores indgangsparti til at syne lidt mere grønt og indbydende.

 

Radioamatørernes forening har 70 års jubilæum den 5. december. Dette fejres naturligvis, selvom de nu er blevet indlemmet i Seniorværkstederne. Deres ønske om vandinstallation og vask i lokalet opfyldes i det nye år, når der atter er penge i kassen.

Året 2010 sluttede med 441 medlemmer, det højeste vi hidtil har haft. 105 nye i andet halvår.

 

2011 starter med at indfri vores gave til radioamatørernes lokaler. Det blev dyrere end forventet og kostede en håndværkerregning på 20.700 kr. Alle vore grupper på værkstederne tilgodeses på skift til et løft, hvor det skønnes nødvendigt. Alle medlemmer bidrager til den fælles kasse og bestyrelsen fordeler kasseoverskuddet med nyt inventar eller maskiner efter behov.

Generalforsamling 17. februar 2011 i Skallen. Et medlem efterlyste en hjertestarter på værkstedet.

En ansøgning blev sendt til Trygfonden. Og 20 medlemmer meldte sig til kursus hos Redningsberedskabet, så vi har mange medlemmer, der kan betjene en hjertestarter.

 

Velux-Fonden blev søgt om støtte til indkøb af en større ovn til glasbrænding samt en glassliber og glassav. Vi søgte 45.000 kr. og fik bevilget det fulde beløb.

 

Besøg af forskerhold fra Japan med en robot, der skal tilpasses hjælp i hjemmeplejen. Flere af vore medlemmer prøvede at snakke med den. Vi havde mange besøgende fra både kommunen og plejesektoren samt af TV FYN og journalist Lotte Bundsgaard, som var meget begejstret for Seniorværkstederne.

 

Nodestativerne bliver udskiftet i musikrummet. El-vandvarmer installeres i metalværksted.

Nyt udsugningsanlæg opsættes i rygerummet og lokalet får en tiltrængt renovering med nyt loft og maling af væggene.

I den stille sommerperiode males også vægge i kreativ 1 og gulve i begge kreative rum samt i møbelpolsterens rum. Nogle damer mødes og klarer disse opgaver. Der er stort slid på de malede cementgulve, så en årlig overmaling er nødvendig. IT rummet males også af folk fra denne afdeling.

 

Vi har nu en velfungerende forening med ligelig fordeling af mænd og damer, der er stor aktivitet hver dag, mange kommer flere gange om ugen. Vi har et godt socialt liv, der holdes hver formiddag en drikkepause kl. 10,30 på værkstedet, hvor man nyder en øl, vand eller kaffe og der snakkes om løst og fast.

Vi har faste årlige arrangementer som danseaften, sangaften og forårsbustur. Vi deltager i Gammel Torvedag i starten af august og har Åbent Hus dag 2. lørdag i september. Der arrangeres ålespisning i september og året slutter med julefrokost med mange deltagere. Rigtig mange medlemmer yder en ekstra indsats, for at alt dette kan lade sig gøre.

Vi er en demokratisk forening med valg til bestyrelse og festudvalg. Der holdes jævnlige bestyrelsesmøder, hvorfra mødereferat hænges op i fælleslokaler. Bestyrelsen er lydhør overfor medlemmernes ønsker og behov i de enkelte afdelinger.

Foreningens medlemmer er generelt stolte af det dejlige aktivitetshus, vi i fællesskab har skabt. Vi beder alle ”gamle” medlemmer om at tage godt imod nye, så de kan glide ind i fællesskabet.

Vi tilstræber en god og glad stemning i husets mange afdelinger.

 

Nani Krejsing